Betonelementer af letklinkerbeton

Letklinkerbeton er en letbeton, hvor det naturlige tilslag er erstattet af letklinker — ekspanderet ler, brændt i en roterende ovn ved cirka 1150°C, med porøs struktur. Luften, der er indesluttet i granulaterne, reducerer elementets vægt og varmeledningsevne, mens kornenes brændte skal bevarer den styrke, en bærende konstruktion kræver.

I praksis betyder det en væg, der ved samme tykkelse vejer markant mindre end den tilsvarende af normalbeton og holder bedre på varmen — uden at give afkald på bæreevne, ubrændbarhed og fugtbestandighed.

Letklinkerens historie begynder i 1913 på Haydes teglværk i USA. Under et ovnhavari, ved for høj temperatur, opstod der ved et tilfælde et let keramisk tilslag. Ejeren patenterede det med det samme, og produktionen gik i gang i 1917 — materialet blev opkaldt haydite efter ham og blev brugt til fremstilling af letbeton og mindre bygningselementer.

Inden 1939 var der allerede haydite-fabrikker i Canada, Sverige, Norge og Danmark. Efter krigen steg efterspørgslen efter let tilslag så meget, at der skød fabrikker op over hele verden, og materialet fandt anvendelse i byggeriet — fra letbeton til varmeisolerende mørtler — samt i geoteknik, havebrug og miljøbeskyttelse. I de vestlige lande slog navnet LECA igennem — Lightweight Expanded Clay Aggregate. I Polen kaldte man først materialet GLINIEC — efter ordet for ler — og senere indførte man navnet keramzyt, inspireret af det græske keramos, pottemagerler.

Selve letklinkerbetonen opstod som svar på behovet for lettere og mere energieffektive konstruktionsløsninger. Siden midten af det 20. århundrede har materialet været anvendt i bolig-, industri- og infrastrukturbyggeri, hvor det forener betonens holdbarhed med letklinkerens isolerende egenskaber.

I dag anvendes letklinkerbeton i moderne elementproduktion, hvor præcisionen i produktionen og de ensartede elementer gør det muligt at gennemføre byggerier hurtigere og mere effektivt.

Vi producerer elementer i klasserne LC12/13, LC16/18 og LC20/22, i tykkelser fra 10 til 24 cm. Flerlagsvægge opnår en brandmodstandsevne på R60–R240 og EI30–EI60 med isolering op til 300 mm. Alle elementer er omfattet af certifikat 0761-CPR-1152 udstedt af IBMB MPA TU Braunschweig i henhold til EN 14992:2007+A1:2012.

Samme materiale i tre opbygninger. Valget afhænger af, hvor mange lag der skal fremstilles i hallen, og hvor mange på byggepladsen.

Tre densitetsklasser støbes hos os af samme grundrecept — forskellen ligger i tilslagets skelet. I D1,4 er næsten alt tilslag letklinker, så elementet bliver lettest og varmest. I D1,6 og D2,0 vokser andelen af naturligt tilslag: væggen vinder bæreevne og afgiver noget af letheden. Derfor vælges klassen ikke fra et katalog, men efter bygningsdelen — LC12/13 hvor masse og varmeledning bestemmer, LC20/22 hvor lasterne dimensionerer tværsnittet. Dåser, tomrør og åbninger indstøbes i formen, og hvert element gennemgår fabrikkens produktionskontrol under certifikatet fra IBMB MPA TU Braunschweig.

Det er ikke betonen, der kræver mest praksis — det er vandet. Ifølge retningslinjerne fra den danske Letbetonelementgruppen har et letbetonelement 10–20% fugt efter vægt ved levering, mens boligtør tilstand er 2–3% — derimellem afgiver materialet vand og svinder, i sidste ende op til 0,8‰ mod 0,3–0,5‰ for normalbeton. Processen kan ikke springes over, kun planlægges: dilatationsfuger for hver 8–10 m og opdeling af længere bygninger for hver 15–20 m tegnes ind i produktionstegningerne, før produktionen går i gang — på byggepladsen er det for sent.

Anden halvdel af planen tilhører apteringen: før maling og flisearbejde bør cirka halvdelen af svindet have udviklet sig, hvilket ved 18–20°C og en luftfugtighed op til 30% normalt tager 4–6 uger. Elementsamlinger armeres med 100 mm brede glasvævsstrimler. Til gengæld kvitterer materialet med noget, normalbeton ikke kan: svindet slutter sammen med udtørringen, så revnerne ikke vender tilbage efter år. Disse regler er skrevet ned af producenter, der har arbejdet med letbeton i årtier — netop den viden, som katalogtabeller ikke viser.

Źródło: Letbetonelementgruppen, Hæfte 11 — Forebyggelse af revner (2023)

Letklinkerbeton egner sig overalt, hvor en let konstruktion, god isoleringsevne og holdbarhed tæller. Se, hvor materialet oftest anvendes. Grænsen er klar: af letklinkerbeton fremstiller vi vægge — massive, tolags og sandwich. Dæk, trapper og altaner udfører vi i almindelig beton op til C35/45 — det er slanke og hårdt belastede bygningsdele, hvor tværsnittets bæreevne tæller mere end vægtbesparelsen. Forvirrende kan det virke, at letklinker faktisk indgår i ribbedæk som fyldblok mellem ribberne; det er dog noget andet end en bærende del støbt i letklinkerbeton.

Letklinkerbeton vælges dér, hvor varme og vægt tæller: en 10 cm væg i klasse LC12/13 vejer 140 kg/m² mod 235 kg/m² for beton C20/25, og varmeledningsevnen falder fra 2,0 til 0,9 W/(m·K). Lavere vægt betyder lettere fundamenter, færre transporter og en mindre kran på byggepladsen.

Normalbeton er fortsat det bedste valg ved de største laster, og hvor lydisolationen er afgørende — den samme 10 cm væg giver Rw 47,9 dB mod 39,3 dB for letklinkerbeton. I praksis vælger vi materialet til den konkrete bygningsdel og kombinerer ofte begge i samme bygning. Sammenligningen holder dog kun ved samme tykkelse. I laboratoriemålingerne nåede en 18 cm væg i letklinkerbeton LC16/18 55 dB — en decibel mere end 16 cm almindelig beton. Skiftet fra LC16/18 til LC20/22 ændrer ikke værdien, så den tættere letbetonklasse vælges af hensyn til bæreevnen, ikke akustikken.